Dér stod Peter og Johannes foran præsterne, tempelvagten og saddukæerne – de religiøse og politiske ledere, som kræver svar: ”Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?”
De ville have kontrol. De ville have system. De ville have religion på deres præmisser. Men Peters svar sprænger alle rammer: “I Jesu Kristi, nazaræerens navn, ham, som I korsfæstede, men som Gud har oprejst fra de døde” (v 10).
Peter talte med en helt anderledes frimodighed, end da han fornægtede Jesus ved bålet. Nu var han fyldt af Helligånden. Og i det øjeblik skete der noget afgørende: Verden fik et nyt centrum. Ikke templet. Ikke loven. Ikke menneskers magt. Men Jesu navn — den korsfæstede og opstandne.
Så sagde Peter de ord, der rummer evangeliets hjerte: ”Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”
Det var hverken arrogant eller ekskluderende, for det gælder for alle. Det er befriende. Det betyder, at du og jeg ikke skal frelse os selv. Det er ikke vores trofasthed, vores moral eller vores styrke, der redder os. Det er et navn. Et menneske. En frelser. Jesus Kristus, som lever for altid.
Og sådan er evangeliet stadig. Det var første gang, evangeliet for alvor mødte modstand, men ikke sidste gang. Når vi møder modstand, når troen virker svag, når vi føler os små, så står det fast: Der findes frelse, håb og liv – i Jesu navn.